På Eriks Hale, tangen ud for Marstal på Ærø, ligger omkring 20 små strandhuse placeret i det direkte møde mellem land og hav.

Husene blev opført omkring 1920 i takt med, at havbadning blev en del af hverdags- og fritidslivet, og de udgør i dag et markant symbol på øens kystkultur og maritime identitet. Gennem generationer er de blevet ejet og vedligeholdt af lokale familier og fungerer fortsat som sociale og kulturelle samlingspunkter.

Strandhusene står på en smal og dynamisk tange, hvor vind, erosion og stigende vandstand kontinuerligt omformer landskabet. De fremstår derfor som et konkret eksempel på forgængelig kulturarv – arkitektur, der både er stærkt identitetsskabende og fysisk sårbar.

Projektet tager afsæt i følgende spørgsmål:
Hvordan – og i hvilket omfang – kan vi bevare og videreføre en stedbunden kulturarv, når det landskab, den er forankret i, er under pres fra accelererende klimaforandringer og samtidig er omfattet af fredningsmæssige hensyn?

I dag er strandhusene udsat for øget stormflodsrisiko, stigende vandstand og tilbagevendende østlige storme, hvor vindens påvirkning og erosion udfordrer både bygningernes stabilitet og tangens beskyttende funktion.

Problemstillingen handler derfor ikke alene om at sikre enkelte bygninger, men om at forstå samspillet mellem arkitektur, kystmorfologi og klimatiske kræfter.

Skal vi fastholde, forstærke og beskytte? Skal vi tilpasse og transformere? Eller skal vi acceptere en gradvis forandring af stedet?

Projektet undersøger, hvordan arkitektoniske greb kan bidrage til en balanceret tilgang, hvor bevaring og transformation tænkes som gensidigt afhængige strategier i mødet med et landskab i forandring.